Blogindlæg

Huskeliste – for dig der vil bruge AdWords

Når du gerne vil være mere synlig i din online markedsføring, og du har truffet valget, at det skal være Google AdWords, er der en række af ting, du skal have styr på. Jeg har her lavet en guide, der kan gøre det lettere for dig at komme i gang, og vælger du en konsulent, har du også mulighed for at stille en række spørgsmål, der sikrer at din AdWords opsætning bliver optimal.

Hvad er Google AdWords

Har du ikke det store kendskab til online markedsføring på Google, vil du her få en kort præsentation af hvad AdWords er – meget kort fortalt, er det annoncerne i toppen og højre side af Google, hvor du betaler for de klik, der kommer på dine annoncer, hvor kunderne gerne skulle komme ind på din side, og enten købe din vare eller kontakte dig via synligt tlf. nr. på siden.

Bliver AdWords brugt rigtigt, er der store muligheder for at få rigtig gode resultater ud af din markedsføring, ydermere er det en hurtig måde at komme ud til mange potentielle kunder på, da ca. 95% af alle søgninger på nettet starter på Google.

Husk disse ting – når du vælger AdWords

Der er en lang række af ting, som du skal have styr på, når du vælger at bruge AdWords, og her vil komme en liste af ting, der er absolut nødvendige at have med, når du vil have en AdWords opsætning, der kommer til at skabe resultater.

  • Geografisk afgrænsning – En ting, der er meget vigtigt i forhold til din markedsføring, er om du er lokal, landsdækkende eller har andre geografiske afgrænsninger, for det er vigtigt at du kun markedsfører dig, hvor det er relevant. Det er en ting, som er vigtigt for mange håndværkere, der kun ønsker at dække et bestemt område, det kan også være frisører eller andre servicefag. I selve AdWords systemet, er der mulighed for at indstille hvor stort et geografisk område, du ønsker at dække.
  • Kampagne – annoncegrupper – annoncetekster – Her kommer en anden ting, der er meget vigtigt i forhold til din annoncering. Du skal til hver hjemmeside du har, vælge at køre med en kampagne, hvor du så deler dine ydelser eller varer ud, på de forskellige annoncegrupper. En annoncegruppe kan være herreklip, dameklip, børneklip – og under annoncegrupperne, kommer så de forskellige former for annoncetekster, du skal have.

Det kan være forskelligt fra virksomhed til virksomhed, hvor mange annoncegrupper og annoncetekster, der skal laves. Vil du have en gennemført kampagne, hvor du har 5 annoncegrupper, vil det ofte i starten være mange (op til flere hundrede) annoncetekster du skal have, der så løbende vil blive optimeret på.

  • Call-To-Action elementer – Når du skal have lavet annoncetekster, er det vigtigt at du tilfører CTA elementer i teksterne, og så skal de selvfølgelig omhandle/have relevans for det produkt du gerne vil reklamere for. Er det snerydning annoncen skal handle om, er det vigtigt at fokus er på dette – for det er med til at holde den potentielle kunde i købsmodus og du får lettere ved at sælge budskabet til kunden. Det er ikke i sådan en annonce, du skal fortælle alle de andre fortræffeligheder du har som virksomhed – det skal din potentielle kunde nok finde ud af, når de finder annoncen spændende og relevant for dem. CTA kan være afslutninger som ”bestil det allerede i dag” ring på tlf. nr. 9832xxxx nu – der bliver altså opfordret til at tage action.
  • Klik og landingpage – Når der bliver klikket på din annonce, er det vigtigt at din potentielle kunde bliver ført ind på den rigtige underside på hjemmesiden. Det skal være så direkte som overhovedet muligt, for det er med til at bevare din potentielle i sit købsmodus. Jo færre klik og jo lettere din potentielle kunde har det, jo større er chancen for at salget kommer i hus. Har den potentielle kunde for eksempel søgt på Weber Q320 gasgrill, skal han eller hun komme direkte ind på en underside, der omhandler dette produkt og ikke ud på en side, der har med alle de forskellige gasgrill at gøre.
  • Negative søgeord – Er der ord, du ikke ønsker at blive associeret med, er der ord der ikke skal indgå i dine annoncetekster og er der ord du ikke skal findes på, så har du også mulighed for at gøre det i editoren, så du ikke bliver fundet på dem. Det er meget individuelt hvilke ord der kan kaldes for negative søgeord. Er du i håndværkerbranchen, og ønsker du ikke at lave noget gratis, kunne gratis være et af de negative søgeord, du ikke vil findes på.
  • Quality Score og Relevans – Endnu en vigtig ting i forhold til din annoncering, er din Quality score på de mange annoncetekster. Her er det relevans, en god underside du linker til fra annonceteksten og hvad de potentielle kunder gør, når de kommer ind på siden, der kan spille ind. Det vil sige at en annoncetekst, der er meget relevant for en potentiel kunde, som godt kan lide det vedkommende ser på hjemmesiden og derfor tager sig tid til at læse det igennem, kan alt sammen være med til at give en høj Qualityscore.
  • Klikpriser og placeringer med Google AdWords – Det absolut bedste er altid at være placeret i top 3 på Google og sekundært kan det gå med placeringer ned til nummer 6. Det er her du har størst sandsynlighed for at blive klikket på, det er her du mest synlig for dine potentielle kunder og bare fordi du er placeret i toppen, behøves du bestemt ikke have de højeste klikpriser. Her er der nemlig flere faktorer, der spiller ind.
  • Relevans af annoncetekster
  • Siden din potentielle kunde lander på
  • Den samlede Quality score du får, og den max pris du selv har sat klikket til at må koste.

Alle disse ting kan tilsammen være med til at gøre dit klik billigere, selv om du absolut har en topplacering med dine annoncer.

  • Det rigtige budget – Når du vælger at køre med online markedsføring via Google, skal du forstå hvordan dine kunde agerer, for her kan der være forskel fra måned til måned, eller fra kvartal til kvartal. Har du for eksempel en shop, der sælger højbede, har du med stor sandsynlighed mere travlt i løbet af foråret og starten af sommeren, end du har efterår og vinter. Derfor skal der også være forskel på budgettet i forhold til de forskellige sæsonudsving, der er.
  • Optimering af annoncetekster – Når du sætter dine annoncetekster op, skal de selvfølgelig være unikke, og de skal indeholde de rigtige søgeord, samt være korte og præcise. Her vil du så i løbet af en måneds tid allerede kunne se, hvilke annoncer, der virker og hvilke der virker knapt så godt, og så kan du begynde at optimere på din AdWords opsætning – hvilket igen er med til at gøre din online markedsføring endnu mere målrettet og gerne skulle lokke flere af de ”rigtige” kunder til din virksomhed.

Med ovenstående ting, vil du komme meget langt med din online markedsføring, når du vælger at bruge Google AdWords – for nogle kan det se meget let ud og for andre kan det være et meget stort stykke arbejde, hvor det bedre kan betale sig at sætte en dygtig konsulent til at lave en opsætning, der fungerer.

Det handler om hele tiden at optimere sin virksomhed, så den bliver bedre til at tjene penge, og her er netop Google AdWords en god vej til det. Ikke mindst på grund af de mange søgninger, der starter på Google (ca. 95% af alle søgninger på nettet starter her) og så kan du hurtigt se og måle de resultater du får med AdWords, da der også er mulighed for at lave konverteringssporing.

Jeg har selv i mit netværk og i min tid som sælger, oplevet hvad en god AdWords kampagne kan gøre af forskel, og det er ikke småting, der kan komme ud af en optimal AdWords opsætning. Forestil dig, at du lige har fået sat en ny kampagne, der er optimeret på alle leder og kanter i gang, og du så dagen efter bliver ringet op af en virksomhed, der aldrig tidligere har taget kontakt til dig, som gerne vil bestille for 100.000 kr. – det sker, når du vælger at få lavet en opsætning hvor alt spiller max.

Du er altid velkommen til at kontakte mig på carstenrc@msn.com – eller ringe på 60502076, når du gerne vil have mine råd til dine AdWords.

Kan du ikke selv klare det, har jeg i mit netværk, nogle meget dygtige AdWords folk, der helt sikkert kan hjælpe dig, så du får en AdWords kampagne, der ikke overlader noget til tilfældighederne, og giver resultater du vil kunne lide.

Mvh
Carsten Christensen

CRC Scriptor

Skriv en kommentar